Miniovernatning

03-10-2020 09:00 til 04-10-2020 14:00

Mini (tirsdag 2.-3. kl)

Mini (tirsdag 2.-3. kl)

Vi skal på tur, lave bål og ligge i telt. Pak rygsækken og gør dig klar til efterårets første overnatning med minispejderne.

Kære minispejdere i Holmen spejdergruppe

Vi skal på vores første overnatning i naturen snart. Det bliver en weekend fuld af oplevelser og vi håber du vil med.


Transport

Vi mødes på pladsen foran DGI-byen, Tietgensgade 65, 1704 Kbh. V. lørdag d. 3. oktober kl. 9:00.

Her kysser vi mor farvel og går mod banegården, hvor vi tager S-toget til Farum. Du skal medbringe en turrygsæk med en drikkedunk og en lækker madpakke. Husk at møde i uniform og tørklæde, -gerne yderst medmindre det regner. Da vi skal vandre, er godt fodtøj at foretrække.


Vi har behov for transport af vores sovegrej, så vi vil blive taknemmelige, hvis en forælder har mulighed for at køre vores tunge bagage til Birkerød for os. Hvis du enten vil køre bagagen til lejrpladsen lørdag formiddag eller retur søndag formiddag, må du meget gerne kontakte Thomas på telefon 27 82 02 18.


Adressen er: Birkerød Spejderhytte, Hestkøb Vænge 22C, 3460 Birkerød.


Søndag d. 4. oktober er vi tilbage i København, hvor vi slutter af foran DGI-byen kl. 14.00.


Tilmelding

Det koster ikke noget at deltage. Tilmeld jer via vores medlemssystem, når I har modtaget en mail om turen.


Pakkeliste

En vejledende pakkeliste kan ses på bagsiden af dette brev. Husk at tjekke vejrudsigten dagen før og tilpas tøjet efter den. Hvis der er grej, du mangler, så er det en god idé at låne frem for at købe (spørg evt. lederne)



Pakkeliste

Der skal være navn i og på ALT! 



TURRYGSÆK

Lille rygsæk, der sidder godt på den lange vandretur. Pakkes med drikkedunk, madpakke og evt. sangbog. Hvis spejderen har dolk med, puttes den i turrygsækken.


RYGSÆK/SPORTSTASKE

Det er en god idé at pakke tørt tøj i plastikposer. Det gør det lettere for spejderen at holde styr på tingene og holder tøjet tørt, selv hvis rygsækken/sportstasken bliver våd.


SOVEPOSE

Den skal være varm nok, da nætterne i oktober er kolde. Det er en god ide at supplere med en lagenpose. Dels giver det lidt varme, dels beskyttes soveposen mod sved og snavs. Sy evt. lagenposen af et gammel dynebetræk.

Hvis man bruger en voksensovepose, er det en god idé at binde en snor om soveposen, så den passer i længden.


LIGGEUNDERLAG

Man kan få billige selvoppustelige liggeunderlag i Biltema og Harald Nyborg, men de er som regel ikke pengene værd, og spejderne har svært ved at puste dem op og pakke dem sammen selv. Køb hellere et almindeligt skumunderlag.


REGNTØJ

Gerne i en god kvalitet.


GUMMISTØVLER

Kan kun undværes, hvis man har meget gode og tætte vandrestøvler. Dog er de ikke egnet til at gå langt i, så pak dem i bagagen.


GODE SKO/STØVLER

Det er vigtigt med fodtøj som er godt at gå i. Vandrestøvler er selvfølgelig gode, men ikke nødvendige.


HUE OG HANDSKER

Ja, det vil være køligt om aftenen, især hvis det regner. Og det fylder jo ikke meget.


VARM TRØJE

Fleece eller strik. Er også god som hovedpude.


LANGE BUKER OG TRØJE

Alt tøj skal være af typen ”må gerne blive meget snavset og lugte af røg”.


SKIUNDERTØJ

Uld (bedst) eller syntetisk. Det er igen de kølige aftener og dage med regnvejr det handler om. Og det er ret godt at sove i.


RENT UNDERTØJ

Tjaaah, måske bliver det brugt? Men da i hvert fald 1 sæt rent, hvis nu man blev helt gennemblødt.


TØRRE SOKKER

Rigeligt af dem, både tykke og tynde.





TOILETSAGER

Husk tandbørsten. 

Hvis spejderen tager medicin (allergi, astma eller lignende) skal en af lederne have besked om hvornår og hvordan det skal tages.

Håndklæde er IKKE nødvendigt på denne tur.


SPISEGREJ

Krus, tallerkensæt og bestik.

Husk et viskestykke.


LOMMELYGTE

Meget vigtig. Husk at oplade batterierne hjemmefra.


SIDDEUNDERLAG

Kan være rart, når man sidder rundt om lejrbålet.



Samlet antal pladser: 40
Ledige pladser: 40

Tilmelding til dette arrangement lukker 25-09-2020 23:06

Hvor

Arsenalvej 10
1436 København K
Danmark
mvm.villumsen@gmail.com

Tidspunkt

Fra 03-10-2020 09:00
Til 04-10-2020 14:00

Arrangør

Spejderne på Holmen