Spejdernes Lejr 2022 - Endelig tilmelding

23-07-2022 12:00 til 31-07-2022 14:00

Spejdernes Lejr 2022

Blushøjspejderne

Tilmeld dig nu til sommerens store begivenhed: Spejdernes Lejr 2022 - en fælles sommerlejr for alle spejdere i Danmark samt internationale gæster - Danmarks og Nordens største spejderlejr.

Nu åbent for eftertilmeldinger - Der er stadig mulighed for at komme med!

Spejdernes Lejr bidrager til at realisere Spejderne’s mission om at gøre børn og unge beredt til livet gennem fællesskab, friluftsliv og udfordringer og vise vores omgivelser, hvordan det er at være spejder i dag.

Læs mere om begivenheden her.

Lejren foregår 23. - 31. juli 2022 i Hedeland ved Roskilde. Fuld lejr i hele perioden tilbydes til vores juniorspejdere, trop og klan. Halv lejr i perioden 27. - 31. juli tilbydes til familiespejdere, mikroer og ulveunger.

Priser for deltagelse:
  • Halv lejr: 1.350,- kr.
  • Fuld lejr: 1.950,- kr.
Priserne dækker overnatninger i telt, fuld forplejning, aktiviteter og transport til og fra lejren.

Hvordan er det at være på Spejdernes Lejr?
Livet på lejren leves i afdelingen med de spejdervenner, du kender fra dagligdagen. Vi står op sammen, gør morgentoilette, er til morgensamling, spiser morgenmad sammen og pakker madpakke til dagens program. Vi bor på lejrplads sammen med de andre Blushøjspejdere, placeret i et kvarter, i en bydel på Spejdernes Lejr: En myretue af aktive spejdere i et kæmpestort fællesskab - en synliggørelse af hvor mange vi er, og hvordan vi dyrker spejderlivet og bygger hele lejren op sammen: En smuk og spændende spejderby med masser at se på og aktiviteter at deltage i for alle.

Frokost får vi hjemme i lejren eller ude på aktivitet, og når det er tid til aftensmad er vi retur i lejren, spiser sammen, holder aftenhygge med lejrbål og sange, og afhængig af alder bydes på natløb eller godnathistorier, inden vi lukker øjnene i, mætte af dagens mange indtryk og de mange skridt vi er gået, trygt i teltet med vennerne. Sådan går dagene med forskellige oplevelser, og før man ved af det, er lejren forbi og man skal hjem til familien igen - og så går der lige lidt, inden det hele er fordøjet og minderne lagt til rette i hukommelsen.

BEMÆRK: Ved tilmelding SKAL du som medlem eller forældre til medlem være logget ind for at tilmelde dig eller dit barn. Hvis du ikke har login allerede, så gå til medlem.dds.dk, klik på log ind i øverste højre hjørne, vælg “nulstil kodeord” og benyt den email, som I er tilmeldt med, som I modtager faktura og/eller nyheder fra Blushøjspejderne på. Har I ikke gyldig email, eller har I fået en ny email siden indmeldelse, så kontakt jeres spejderleder eller skriv til gruppen@blushoejspejderne.dk.

Lejren vil byde på en kæmpestor vifte af forskellige aktiviteter, lege, fælles ceremonier, løb, udfordringer og meget mere. Læs mere om lejrens tema og indhold her -  og find links at følge lejrens forberedelser via de sociale medier her.

Spørgsmål om lejren kan rettes til gruppen@blushoejspejderne.dk

Med spejderhilsen
Lederteamet
Pris: 1.950,00

Tilmelding til dette arrangement lukker 15-07-2022 20:00

Hvor

Tranemosevej 2
Hedehusene 2640

Tidspunkt

Fra 23-07-2022 12:00
Til 31-07-2022 14:00

Arrangør

Blushøjspejderne