Familieweekend 2019

06-09-2019 17:20 til 08-09-2019 12:00

Høbjerghus

Vær hilset mægtige spejdere og forældre i 2. Lyngby Optaya.

 

Find vikingehjelmene frem og gør skjoldene klar, for den 6.-8. september 2019 inviteres I til vikingetræf med efterfølgende gilde i den store ringborg Høbjerghus. Det bliver en weekend fyldt med højt humør, hvor vikinger i alle aldre kan finpudse deres færdigheder.

Lørdag eftermiddag slår krigerne og skjoldmøerne pjalterne sammen, når både spejder- og forældrepatruljer skal ud på togt (spejderløb). Som altid byder togtet på en masse spændende udfordringer, og når dagen går på hæld åbnes ringborgens døre for et festligt vikingegilde med middag. Efterfølgende vil der være samråd (forældremøde) for de ældste og vise vikinger rundt om lejrbålet. I mens dette samråd finder sted, vil de yngste vikinger puttes med sagaer og heltefortællinger.

Dette års familieweekend med vikingetema starter for spejderne allerede om fredagen, hvor vi mødes på Ulrikkenborgplads fredag d. 6. september kl. 17.20, toget kører 17:40. Herfra tager vi samlet toget mod hytten. HUSK at spejderne skal have spist hjemmefra, da der ikke vil blive serveret aftensmad. Efter ankomst til hytten, vil der være lejrbål og oprykning i grenene.

Forældre og søskende er velkomne på nedenstående adresse kl. 10.45 lørdag d. 7. september. Der er mulighed for overnatning for forældre og søskende, både indendørs eller til dem, der gerne vil have hele oplevelsen med, i shelter eller eget medbragt telt.

Både forældre og søskende opfordres kraftigt til at deltage i arrangementet, der udover at give et indblik i spejderlivet, er en hyggelig weekend med mulighed for at lære både lederne og de andre forældre bedre at kende.

 Adresse: Høbjerghegn 5-7, 3200 Helsinge

 

Spejder- og vikingehilsner fra Lederne i 2. Lyngby Optaya.

Samlet antal pladser: 100
Ledige pladser: 49

Tilmelding til dette arrangement lukker 18-08-2019 23:59

Hvor

Høbjerg Hegn 5
3200 Helsinge
Danmark

Tidspunkt

Fra 06-09-2019 17:20
Til 08-09-2019 12:00

Arrangør

2. Lyngby Optaya