Ledelse af og med børn og unge
25-10-2013 00:00 til 27-10-2013 00:00
Det Danske Spejderkorps
Ved at arbejde med nogle pædagogiske perspektiver i spejderarbejdet kan du øge dine ledelseskompetencer, så du kan skabe optimale udviklings- og læreprocesser for børn og unge.
For at give børn og unge de optimale lærings- og udviklings-betingelser, har det stor betydning, om ledere formår at skabe trygge relationer, der kan udfordre og tage hånd om forskellige børn og unge. Dette kræver indsigt i børn og unges forskelligheder og samspil.
Kursets hovedtemaer er på at få en øget:
- Forståelse af forskellige børn og unges relationer og samspil
- Indblik i betydningen af spejderlederens interaktioner med børn og unge
- Indsigt i ledernes indbyrdes samarbejde
På kurset vil vi arbejde med emner om, hvordan du som leder kan blive bedre til at forstå dine spejderes forskellighed, og hvordan du kan tage hånd om disse. På kurset vil vi anvende eksempler fra kursisternes spejdermøder og se, hvilke pædagogiske aspekter der er på spil, og hvilke handlemuligheder vi kan have.
Kursusteamet består af spejderledere, der også professionelt arbejder og brænder for at skabe god pædagogik og læring. Kurset vil foregå igennem dialogprocesser, oplæg, aktive øvelser og gruppearbejde.
Vi glæder os til at byde dig velkommen til en weekend, som vil være med til at give et nyt perspektiv på spejderarbejdet med børn og unge
Ledige pladser: 12