Mini og juniorsommerlejr

08-07-2019 07:45 til 12-07-2019 15:15

Yggdrasil Gruppe

Minier i Yggdrasil Gruppe, Juniorer i Yggdrasil Gruppe

Tid og sted

Selve sommerlejren foregår fra d. 8. juli til 12. juli på Næsbycentret, som ligger på Skelbyvej 126, 4171 Glumsø. Hvis I har lyst til at læse lidt om centret eller se billeder kan I tjekke deres hjemmeside: http://www.naesbycentret.dk/index.php?lang=da


Afgang

Vi mødes foran Valby Station (ud mod Mellemtoftevej) mandag morgen d. 8. juli kl. 7.45. Her siger vi farvel til forældrene senest kl. 08.00 (I skal altså ikke med ned på perronen) og tager toget til Glumsø, hvorfra vi går 5 km med oppakning til Næsbycentret.


Hjemkomst

Vi er hjemme igen på Valby Station fredag kl. 15.15. Her vil vi gerne have lov til at sikre, at alle børn komme med ud af toget og op til afslutning. Derfor vil vi gerne bede jer om at vente på os ude foran stationen (ud mod Mellemtoftevej) - ikke på perronen. Når vi kommer ud til jer må I meget gerne sige hej, kramme og overtage de tunge tasker inden vi skal synge af, så vi får sagt ordentligt farvel til hinanden efter en god uge på tur. Først når vi har sunget af er vi færdige med turen, og så er børnene tilbage under jeres vinger.


Madpakke

Spejderne skal have madpakke med til frokost mandag. Tænk også gerne i nogle nemme snacks, som spejderne kan spise på gåturen fra stationen til Næsby. De skal også have en drikkedunk med vand, som skal kunne bruges hele ugen (helst ingen kildevandsflasker).


Mobiltelefon

Ingen spejdere må medbringe mobiltelefoner. Vi vil til gengæld meget gerne bede om, at alle børn har et armbåndsur på. Det gør det meget nemmere at give spejderne lov til at udforske området eller være på aktivitet på egen hånd, hvis de kan holde øje med, hvornår de skal være tilbage i lejren. Husk at vælge et ur, som jeres barn selv kan læse klokken på.


Lommepenge

På centeret er der en lille butik - Biksen. Her kan spejderne købe slik og merchandise. Spejderne må medbringe 15 kroner i lommepenge til hver dag undtagen fredag (60 kroner i alt). Pengene skal være i mønter. Hvis de ønsker at købe noget dyrere, må de gemme pengene og købe det dagen efter. Eneste undtagelse er en “Næsbycenteret” t-shirt (se længere nede).


T-shirt

Hvis I ønsker at jeres barn skal have en Næsbycenteret t-shirt, skal I lægge 80 kroner i en kuvert, som i markerer med “t-shirt” + “spejdernavn”. Kuverten skal afleveres til Trud på Valby st. inden afgang. Så passer vi på pengene indtil, at vi kan købe t-shirten.


Post

Det kan være rigtig hyggeligt på en lang sommerlejr at få et brev hjemmefra. Hvis I ønsker at skrive til jeres barn, så opfordrer vi til, at I poster brevet inden turen eller som ekspressbrev, for at det kan nå frem. Vi vil gerne frabede os pakker med slik osv. Breve mærkes:

Spejderens navn

Yggdrasil Gruppe

Næsbycentret

Skelbyvej 126

4171 Glumsø


Besøg

Vi har i ledergruppen besluttet, at det ikke skal være muligt at få besøg hjemmefra under lejren, da vi er afsted så kort tid. Det betyder at vi gerne vil frabede os at forældre, bedsteforældre, onkler, tanter, venner osv. dukker op på lejren for at besøge spejderne - også selvom de bor tæt på. Det håber vi meget, at I vil respektere.


Fødevareallergier og særlige madhensyn

Hvis din spejder har en fødevareallergi (laktose, gluten, tomat osv.), som vi skal tage hensyn til, så bedes I skrive en mail til gruppen.yggdrasil@gmail.com med emnet “allergi/madhensyn sommerlejr” med information om allergien. Det samme gælder, hvis spejderen har andre særlige madhensyn (f.eks. er vegetar, kun spiser halal eller lignende). I skal skrive, selvom I har givet os besked før.

I skal ikke skrive, hvis der er fødevarer, som jeres barn ikke kan lide. Vi oplever altid, at spejderne spiser, hvad der bliver serveret, når vi er på lejr :-)


Medicin

Hvis spejderen bruger medicin af en slags, skal I skrive en mail til gruppen.yggdrasil@gmail.com med emnet “Medicin sommerlejr”, hvor I beskriver hvilken medicin + hvornår, hvordan og hvor meget, der skal tages. Pak medicinen i barnets toilettaske - så vurderer vi, om det er noget vi skal opbevare. Det gælder alt fra næsespray mod pollenallergi til piller mod epilepsi. I må ikke give jeres børn smertestillende håndkøbsmedicin med.


Betaling

Hvis I endnu ikke har betalt de 550 kroner, som turen koster, bedes I med det samme overføre pengene til os på reg. 5501, konto: 6263738843.


Kontakt

Hvis I har spørgsmål inden turen bedes I kontakte os på vores mail: gruppen.yggdrasil@gmail.com.

Under turen kan I få fat i Jord på 60 14 52 34 eller Saga på 29 91 99 79. I kan ikke ringe og bede om at tale med jeres barn. Hvis jeres barn får brug for at tale med jer, så finder vi ud af det sammen med dem og ringer.


Hjemve

Mange spejdere oplever af få hjemve på et eller andet tidspunkt i løbet af en sommerlejr. Ofte opstår det når spejderne skal sove. Vi har prøvet det før og har mange gode teknikker, som hjælpe stort set alle børn ud af hjemveen og tilbage til at have det sjovt eller til at kunne sove. Inden turen sender vi en lille vejledning til håndtering af hjemve ud til jer. På den måde kan vi spille på samme hold i forbygningen af voldsom hjemve.


Pakkeliste-info

  • Vi skal kun være afsted fire overnatninger, så pak ikke for meget. Spejdere skifter ikke særligt ofte tøj, når de er på lejr

  • Vi skal være udenfor hele turen

  • Spejderne skal kunne bære deres eget grej under transporten og 5 km fra stationen til spejdercentret = spejderen må kun have én taske

  • Der skal navn på ALT (også bestik og strømper).

  • Tjek vejrudsigten inden turen, men huske at den ikke er sikker. Spejderne skal være rustet til al slags vejr.

  • Pakkelisten er vedhæftet som PDF

Vi glæder os helt vildt til at skulle afsted med jer! :-)

Sommerlige spejderhilsner

Frigg, Jord, Røskva, Sagitta, Trud, Ullr og Saga


Tilmeldte spejdere:

Mini: Alva, Vale, Disa, Fjalar, Mjølner, Aud, Balder, Fryd, Fenris

Junior: Kvasir, Bølge, Dufa, Frej, Vår, Menja, Vile, Ran, Edda, Gunlød, Snorre

Samlet antal pladser: 40
Ledige pladser: 13

Tilmelding til dette arrangement lukker 12-05-2019 23:59

Hvor

Mariendalsvej 74, kld. th
2000 Frederiksberg
Danmark
29919979
gruppen.yggdrasil@gmail.com

Tidspunkt

Fra 08-07-2019 07:45
Til 12-07-2019 15:15

Arrangør

Yggdrasil Gruppe