Patruljekursus Forlev i påsken
23-03-2024 09:00 til 30-03-2024 16:18
UldumSpejderne
Trop i Uldumspejderne
I år vil troppen deltage på patruljekursus på Forlev Spejdercenter.
Hvad er et patruljekursus og hvad skal I lave?
Patruljekursus er et tilbud til spejderpatruljer, i alderen 12-16 år. Kom en uge afsted sammen, væk fra de vante rammer hjemme i gruppen, vær sammen med 200-300 andre spejdere fra hele landet, og lær en masse. Der er plads til at kunne dele historier og erfaringer og knytte nye venskaber på tværs, samtidig med at I styrker patruljens eget bånd. Patruljen planlægger alt fra madlavning til redskaber i patruljekassen hjemmefra samt medbringer eget telt til overnatning.
Den første dag af kurset går med at hilse på alle de andre spejdere samt etablering af lejrplads i samarbejde med de andre patruljer, I skal bo med. Herefter starter hver morgen med fælles morgenmad efterfulgt af aktiviteter på et projekt, der vælges sammen i patruljen. Disse projekter kan indeholde alt fra kreativitet, konkurrencer, person- og patruljeudvikling til store pionerkonstruktioner og er gennemgående hele ugen igennem. I løbet af dagen skal der også være tid til frokostpause, hvor patruljerne laver varm mad over bål.
Om aftenen er der hygge og underholdning i vores bygning ’Tutten’, hvor I sammen med de resterende kursister kan hygge jer, købe lidt lækkerier, synge og gøgle. I løbet af lejren vil der også være fællesarrangementer, bl.a. en fællesdag med fællesaktiviteter for alle spejdere.
Når I tager hjem fra patruljekurset har I forhåbentlig både fået en masse inspiration til jeres spejderarbejde, nye venner og en kick-ass patrulje med et stærkt sammenhold med i bagagen.
Det praktiske:
Vi deltager i en samlet patrulje, med dem som ønsker at deltage. I deltager uden jeres vante leder,- lidt ligesom på PLan, men her skal I afsted og være sammen i patruljen og næsten klare jer helt selv! Afhængig af antallet af tilmeldte laver vi evt. samarbejde med Troppen fra Brande Spejderne (som Katrine også er leder for )
Vi arrangerer fælleskørsel fra Spejderhuset.
Den fulde pris for turen er 1650 kr for kursus og mad. Vi forventer at kommunen vil betale for en del af kurset så vi kan tilbyde jer turen for kun 650 kr!
Frist for tilmelding er 05. februar 2024! På hjemmesiden
Har I spørgsmål eller kommentarer,- så ring eller skriv til Louise 22799750