Skråklan Sommerlejr 2018

04-08-2018 13:00 til 11-08-2018 12:00

Forlev Spejdercenter

Klan, Gamle Havenisser

Så er den her, Skråklans årlige sommerlejr kommer i år til at foregå på Forlev Spejdercenter, et center som langt de fleste af os kender og elsker! Udover det kommer vi til at være der under deres 50 års jubilæums uge, hvilket betyder at der vil være ekstra mange og helt sikkert ekstra god stemning!

Prisen dækker IKKE mad og drikkevare under sommerlejren, det vil vi aftale nærmere når vi skal planlægge sommerlejren. Derudover er det vigtigt at I tilmelder jer inden fristen løber ud for ellers ender vi med at skulle betale 50 kr. ekstra pr. næse!

https://www.facebook.com/events/1370297289725473/
Her er det Forlev selv har skrevet:
*bemærk dog at I skal tilmelde jer her på medlemsservice, så klanen kan blive tilmeldt samlet. Generelt spørgsmål til tilmelding kan henvendes til Bertha.

JUBILÆUMSUGE PÅ FORLEV SPEJDERCENTER: UGE 32, 2018

Kære Grønne Pigespejder, DDS’er, KFUM’er, Baptistspejder, Sydslesviske spejder og hvem der ellers måtte gemme sig derude, 

Var det dig, der fik dit første kys oppe ved shelterne? Eller som stod på 70,9 med det største smil på og råbte “Godmorgen” til hele verden engang? Har du danset til “Hej sol skin på mig” i en sommeruge? Sunget “Burning Bridges i en stor rundkreds i et kursus? Været med til at bygge Tutten? Eller tømt toiletspande fordi du kom for sent til en morgensamling? Får du helt automatisk resten af sangen på hjernen, når vi skriver, at: “Forlev er et herligt sted?” Hvis du kan svare “ja” til bare ét af ovenstående spørgsmål ved du allerede hvad Fo rlev-magien er for en størrelse. Og hvis du ikke kan, er det på tide at opleve den. 

I år 2018 kan Forlev Spejdercenter bryste sig af at have lavet sommerlejre, kurser og alt muligt andet for spejdere i hele Danmark i 50 år. Dét vil vi gerne fejre. Og du, din gruppe eller din klan skal være med. Så: Vil du komme til vores fødselsdag? Vi fejrer den en hel uge. 

Hvad skal der ske?
Som på enhver anden sommerlejr på Forlev, vil I have mulighed for at prøve kræfter med vores klatrevæg og smedje, bygge tømmerflåde ved søen, tage på heik i den midtjyske natur eller lave alverdens aktiviteter sammen med centrets team - lagmændene. Men derudover bliver Jubilæumsugen ingenlunde som sommeruger plejer. Vi skal fejre fødselsdag hver dag, ligesom der hver dag vil være en stor fællesaktivitet fra et nyt årti - arrangeret af lagmænd fra det pågældende årti. I vil i løbet af ugen derfor blive inviteret med på en rejse gennem tiden fra centrets åbning i år 1968 - dengang Rudder Konge stadig var Knægt og placeringen hed Ravnsø - og til i dag. Onsdag holder vi Jubilæums- og besøgsdag, hvor alle er velkomne, og i løbet af ugen arrangerer vi Tutteaction og natløb for de mindste samt leder- og klanhygge for de ældste.

Hvordan skal vi bo?
For at tilgodese alle behov vil lejren være inddelt i to:
- et gruppeområde, for Jer, der søger en klassisk sommerlejr tilsat ekstra kærlighed og en uge med anderledes spejderaktiviteter og et dybt dedikeret team
- et klanområdet, for Jer, der vil afsted med andre seniorer/rovere og søger en uge med både frihed til at bestemme selv samt aktiviteter med andre klan-spejdere (I vil få en hemmelig opgave tildelt. Men mere herom efter tilmelding)

Hvad mere?
Det er fra lørdag d. 4- lørdag d. 11 august 2018, at I skal sætte kryds i kalenderen. Prisen for hele ugen er 960 kr., Individuelle priser for dele af ugen kan aftales. Prisen inkluderer bl.a. overnatning, Jubilæums T-shirt, aktiviteter og fællesdag. Har du lyst til at vide mere, kan du..
skrive på Jubilaeum@forlev.dk, 
ringe til Nanna på 9384 8682 

Vi glæder os til at se dig!
Pris: 960,00
Samlet antal pladser: 38
Ledige pladser: 27

Tilmelding til dette arrangement lukker 28-02-2018 23:20

Hvor

Skyggelundsvej 3
8660 Skanderborg
Danmark
86523399
22332220
kontoret@forlev.dk

Tidspunkt

Fra 04-08-2018 13:00
Til 11-08-2018 12:00

Arrangør

Virum Gruppe