Sommerlejr 2023
30-07-2023 09:00 til 03-08-2023 16:00
Næsbycentret
Spejderne på Holmen, Klan (15-29 år), Skovtrolde / mini (torsdag 2.-3. kl), Mikro (tirsdag 0.-1. kl), Mini (tirsdag 2.-3. kl), Junior (tirsdag 4.-5. kl), Trop (tirsdag 6.-8. kl)
Kære spejdere
I år skal hele gruppen (mikro, mini, junior, trop og Trolde) sammen til Næsbycenteret ved Glumsø. Du kan læse mere om centeret her: https://naesbycentret.dk/
Vi kører i busser fra Spejdercenter Holmen søndag kl. 9:00 og kommer hjem igen torsdag kl. 15:00.
På lejren skal vi ligge i telte og lave mad over bål. I løbet af dagen skal vi på nogle sjove og spændende aldersopdelte aktiviteter. Næsbycenteret ligger på en kæmpestor naturgrund og deres aktivitets-skur bugner af udstyr.
Spejderne på Holmen er ikke de eneste spejdere, som er på Næsbycenteret i uge 31. Der vil være andre spejdere fra hele landet, som vores spejdere kan leje med. Dog er lejren ikke større end at alle kan føle sig trygge. Spejderne på Holmen bor i sin egen lille lejr på Spejdercentret. Når vi tager afsted hele gruppen samlet, er det fordi vi har erfaring med, at der opstår venskaber på tværs af aldersgrupperne, som gør det nemmere for dem, der skal rykke op til den ældre gren efter sommer, og gør det endnu sjovere at være til spejder efter sommerferien (og ja, man får et flot mærke til uniformen😊).
En typisk dag på sommerlejren begynder med morgenvækning og morgenmad. Klokken 9 er der flaghejsning sammen med de andre spejdergrupper og derefter tager vi på aktivitet. Frokost spiser vi nede i vores lejr og så holder vi siesta, hvor de største børn kan meditere eller læse i skyggen og de mindste kan få sig en middagslur. Om eftermiddagen tager vi igen på aktivitet. Aftensmaden bliver lavet i madhold og børnene hjælper til. De små børn kommer tidligere i seng end de større, men alle kommer i seng, så de er friske til dagen efter. Vi putter børnene i soveposerne og læser en godnathistorie. Så kan de ligge og fnise lidt, indtil vi siger godnat.
Vi holder et informationsmøde om spejderlejren for forældre tirsdag d. 20/6, hvor vi samtidig holder afslutning for spejderne imens.
Sommerlejr er en uforglemmelig oplevelse og vi håber I alle vil med.
Mvh sommerlejr udvalget
Aksel, Jørn, Thomas