Sov ude - Hjemme

27-08-2022 20:00 til 28-08-2022 08:00

1. Sct. Gertrud Trop og Flok

1. Sct. Gertrud Trop og Flok

SOV UDE

1. Sct. Gertrud Trop & Flok sover ude, hver for sig, lørdag den 27. august.

Hvis I ønsker at tage mærket, skal I tilmelde jer arrangementet og sende fotodokumentation til Anne på 51 95 35 25 #skriv hvis billedet ikke må deles på vores FB.

Det er fantastisk at sove i det fri og se på stjerner, høre fuglenes sang og vågne op sammen med naturen. Men hvad skal man sove i? Her kommer nogle bud.

Skal man holde sig til teltet eller er shelter det bedste? Eller måske skal man gå all-in og ligge under åben himmel og se på stjerner hele natten. Der er mange muligheder, når man skal sove ude. Herunder kan du se nogle forslag til, hvordan du kan tilbringe natten i det fri.

Den klassiske - Telt
Teltet er den sikre løsning, hvor man er beskyttet mod regn og blæst, hvis vejret ikke arter sig. Og skulle det regne er det hyggeligt at ligge og lytte til dråbernes trommen mod teltdugen.

Som med alt friluftsudstyr er der 1 million forskellige telte at vælge imellem, men det er en god idé at vælge et der passer til det antal i er, så I ikke skal varme et kæmpe telt op, hvis I kun er to af sted.

Bonustip: Hvis du gerne vil sove længe, så sørg for at placere teltet i morgenskygge (dvs. med et træ eller lignende i sydøst)

Den trendy – Shelter
Overalt i Danmark skyder shelters op med lynets hast, og man kan stort set ikke besøge en dansk skov uden at der er mindst én shelterplads. Shelteret giver god beskyttelse mod regn og vind, men giver stadig mulighed for at se ud og nyde naturen og stjernerne.

Der er intet der slår at ligge i soveposerne og kigge ud mens bålet stadig brænder foran shelteret. Det skulle lige være, når man vågner næste morgen og kan høre fuglene synge og se skoven vågne.

Bonustip: Hvis vinden suser lige ind i shelteret, kan man med presenning eller en tarp og lidt snilde lave noget afskærmning for vinden.

Den primitive – Bivuak
Er man til det lidt mere simple, kan man bygge sin egen bivuak. Vil man være et med naturen, kan man bygge den af det man kan finde i skoven, men vil man gerne være bare lidt sikker på at holde sig tør, hvis det regner, er det en god idé med en presenning eller en tarp.

Du kan finde hjælp til at bygge en letvægts bivuak på spejder.dk eller også kan du tjekke VildMagne ud på YouTube, der viser, hvordan man laver den ultimative bivuak

Den hippe – Hængekøjen
Hvis du gerne vil falde i søvn, mens du vugger blidt, så er hængekøjen det helt rigtige valg. Det kræver lidt tilvænning at sove i hængekøje, men sømænd har gjort det igennem århundreder, så det skal nok gå for dig også.

En hængekøje er dårligt isoleret, så det kan være en rigtig god idé at bruge et oppusteligt liggeunderlag i bunden.

Husk at spænde hængekøjen stramt op, men dog ikke så stramt at du falder ud af den og heller ikke vildt højt over jorden, så det er nemt at komme ned, hvis man skal tisse i løbet af natten

Bonus tip:
Er vejret dårligt kan man spænde en tarp eller presenning ud over hængekøjen, så man ikke bliver våd i løbet af natten.

Den ultimative: Under åben himmel
Man kan blive helt overvældet af universets storhed, når man ligger i soveposen og kigger op på stjernerne sammen med sine bedste Sov Ude venner. Måske er du heldig at se et stjerneskud…

Husk at tage et godt liggeunderlag med som kan isolere mod kulden fra jorden.

Det kan være en rigtig god idé med et soveposeovertræk til at beskytte posen mod den værste dug eller småregn, og vil man gerne være helt beredt, hvis der skulle komme noget regn, kan man tage en tarp med og hurtigt få overdækket sin soveplads

Bonustip: Lad være med at lægge dig direkte under nogle træer. Dels tager de selvfølgelig udsigten til stjernerne, men de opsamler også dug på grenene, som falder ned på dig og posen.

Den lette – Terrassen
Det behøver egentlig ikke være så avanceret at sove ude. Hvis du ikke har tid til at tage ud i skoven, kan du stadig nyde lidt frisk luft og udsigt til stjernehimlen på din egen altan eller terrasse.

Din dyne er helt fin sammen med gæstesengen, så der er ingen undskyldning for ikke at komme ud og nyde nattehimlen, den friske luft og samværet.

Bonustip: Bliver det for koldt, så går du bare ind.

Bonustip #2: Lad være med at smække terrassedøren.


Pris: 30,00

Tilmelding til dette arrangement lukker 27-08-2022 23:00

Hvor

Thorstrupvej 27
Sig
6800 Varde
Danmark
+4522894910
formand@sigdds.dk

Tidspunkt

Fra 27-08-2022 20:00
Til 28-08-2022 08:00

Arrangør

1. Sct. Gertrud Trop og Flok