Spejdernes Lejr 2022

23-07-2022 09:00 til 31-07-2022 15:00

Claus Nar Gruppe

Claus Nar Gruppe, Familiespejd, Fiskebæk Flok (Claus Nar Mikro), Storebjerg Flok (Claus Nar Mini), Mosefolket (Claus Nar Junior), Gretesholm Trop

Kære Spejdere og Spejderforældre i Claus Nar Gruppe

I sommeren 2022 er der Spejdernes lejr d. 23.-31. juli i Hedeland ved Roskilde

Spejdernes Lejr er en fælles spejderlejr for de fem spejderkorps i Danmark. Tilsammen bliver vi 40.000 spejdere, når vi mødes i Hedeland. Det bliver med andre ord Danmarks største spejderlejr. En lejr, som dit barn ikke må gå glip af! 

På Spejdernes Lejr bor spejderne i telt, sover i sovepose og laver mad over bål. Alt sammen sammen med de andre spejdere fra gruppen – og så 39.925 andre spejdere! I løbet af lejren er spejderne på aktiviteter rundt på den store lejr sammen med deres spejderkammerater hjemme fra gruppen, andre spejdere fra hele Danmark – og endda spejdere fra andre lande. I alt byder lejren på cirka 200 forskellige aktiviteter.

På Spejdernes Lejr kommer dit barn til at opleve spejderlivet, når det er allerbedst. Det er nemlig noget helt specielt, når 40.000 spejdere er samlet på den samme lejr. Lejrområdet er lidt større, end man er vant til hjemmefra, lejrbålene foregår på en kæmpe scene og aktiviteterne er lige det sjovere og noget lidt andet, end man plejer at opleve på andre spejderlejre.

Det er en oplevelse for livet. En oplevelse, som vil sidde i kroppen i mange år bagefter. Her oplever du som spejder et meningsfuldt fællesskab og ser resultatet af mange spejdere, som arbejder sammen for et fælles mål - for en god og sjov lejr!

Lejrens tema vil være “Fælles om fremtiden”. Det sætter fokus på at spejdere tager ansvar for vores klode, menneskene på den og vores fælles fremtid. Spejdere løfter i fællesskab og løser udfordringer som måtte opstå. Der bliver arbejdet inden for 5 underpunkter:

·         Vores fremtid: Naturen og klodens ressourcer, bæredygtig verden

·         Vores nære fællesskab: Medansvar i patruljen og hjælpe hinanden. Gøre en positiv forskel i lokalsamfundet gennem aktive handlinger

·         Vores globale fællesskab: Spejdere respekterer andre og bygger bro på tværs af lande og kulturer, og vi samles om friluftsliv, fællesskab og udfordringer.

·         Vores kulturelle fællesskab: Opdagelse i Danmarkshistorien, hvor spejdere vil lære mere om sig selv og andre.

·         Mit eventyr mod fremtiden: Spejderne kommer til at prøve sig frem og lære gennem “learning by doing” Der vil blive arbejdet med at skabe sin egen identitet gennem aktive valg for at blive den bedste version af sig selv i verden.

Spejdernes lejr 2022 er i fællesskab arrangeret af de fem spejderkorps: Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne i Danmark, De Grønne Pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig.

Hvor skal vi så bo?

Spejdernes Lejer er delt ind i en række underlejre, hvor grupper fra de forskellige kommuner ligger sammen. Det betyder, at vi i Claus Nar Gruppe kommer til at ligge i samme underlejr som alle de andre spejdere i Furesø kommune. Underlejren er delt ind i nogle mindre lejrpladser hvor vi har vores egen lejrplads hvor vi bor sammen hele gruppen. Det vil sige, at spejderne vil være sammen med dem, de kender fra vores fælles gruppeture. Det er også denne lejrplads, hvor spejderne sover, spiser og hygger sig sammen med de andre fra gruppen. De almindelige dagligdagsting, som spejderne kender fra vores gruppeture kommer også til at foregå her på vores egen lejrplads.

Hvornår skal vi af sted?

Spejdernes lejr finder sted fra lørdag d. 23. juli til og med søndag d. 31. juli 2022.

Familie, Mikro og Mini spejdere deltager fra torsdag d. 28. – søndag d. 31. juli (4 dage)

Junior og Trop deltager fra lørdag d. 23. – søndag d. 31. juli (9 dage)

 

Hvad koster det?

For Junior og Trop er prisen for deltagelse 1450 kr.

For Familie, Mikro og Mini spejdere er prisen for deltagelse 650 kr.

Med i prisen er transporten til og fra lejren, mad og alle aktiviteter og events i løbet af lejren. På nuværende tidspunkt beder vi om en forhåndstilmelding – den er at finde på forsiden af clausnar.dk – ved forhåndstilmelding opkræves 200 kr. – resten opkræves i April og Maj måned (Familie, Mikro og Mini: 450 kr. i april. Junior og Trop: 625 kr. i hhv. April og Juni). Tilmeldingen er bindende efter d. 1. april 2022.

For familiespejdere gælder: Der kan deltage forældre uden beregning – men som deltagende forældre er man med som leder og hjælper i fornødent omfang. Der vil også blive indhentet børneattest for deltagende familiespejder forældre (lovkrav)

(Den officielle pris for deltagelse er hhv. 2250 og 1280 kr. – men pga. tilskud fra såvel Furesø Kommune som fra Gruppen er deltagerprisen sat til hhv. 1450 og 650 kr. – ca. 160 kr. pr dag.)

Hvor får jeg flere informationer om lejren?

På http://spejderneslejr.dk/da kan du se meget mere om lejren. Du er også velkommen til at tage fat i lederne, hvis der skulle være nogle spørgsmål. Vi glæder os meget til en rigtig god lejr fyldt med sjove og gode spejderoplevelser på Spejdernes Lejr 2022.

Spejderhilsner

Lederne i Claus Nar


Pris: 200,00
Samlet antal pladser: 100
Ledige pladser: 43

Tilmelding til dette arrangement lukker 15-06-2022 21:00

Hvor

Frederiksborgvej 57
3520 Farum
Danmark
kontakt@clausnar.dk

Tidspunkt

Fra 23-07-2022 09:00
Til 31-07-2022 15:00

Arrangør

Claus Nar Gruppe