Turleder - Sommerfjeld 2024
03-05-2024 22:00 til 30-06-2024 22:00
Norge
Sommerfjeldkurset lærer dig at planlægge, lede og gennemføre en uge-tur i fjeldet med ligesindede.
Fjeldgruppens sommerfjeldkursus er et “do as I do” kursus, der lærer dig om turledelse, turplanlægning, tursikkerhed, orientering, rutevalg og meget mere, hvor du kommer igennem alle fjeldturens elementer i tæt samarbejde med Fjeldgruppens erfarne instruktører og dine medkursister.
Sammen kan I bl.a. prøve at fange jeres egen aftensmad og I lærer at slå lejr under de forhold, som fjeldet byder jer. I kommer også til at vandre og træne orientering i fjeldets mange terræntyper, ligesom I lærer at krydse elve på sikker vis.
Kurset er todelt og består af en forweekend og selve kursusugen.
Forweekenden
Forweekendens fokus ligger på turplanlægning og tursikkerhed. Du vil lære, hvad du har behov for at vide for at planlægge en uges fjeldtur for ligesindede. Vi kommer omkring emner som:
Orientering
Ruteplanlægning
Udstyr
Fjeldsikkerhed
Madplanlægning
Undervejs kontrolleres det, om kursisterne har de basale, men nødvendige, turfærdigheder, der er en forudsætning for at deltage på kurset (se nedenfor).
Kurset
Selve kurset foregår på Hardangervidden, hvor vi sammen tager på den planlagte ugelange vandretur. Her skal det lærte afprøves og masser af nyt føjes til. Dagene går med vandring, tid i fjeldet og med forskellige fjeldfaglige temaer.
Hele kurset er et learning by doing-kursus. Det betyder, at du kommer til at lære ved at gøre tingene selv – selvfølgelig med støtte og hjælp fra Fjeldgruppens erfarne instruktører. Det gælder både med hensyn til planlægningen hjemmefra og på turen i fjeldet.
Kurset kræver noget af dig både fysisk om mentalt. Turlængden kan nå 15 km pr. dag i terræn, og vejret kan til tider være både vådt og koldt, hvilket ikke må slide dig helt ned til sokkeholderne. Fokus er dog på læring, turglæde, naturoplevelser og sammenhold, og ikke på at gå længst muligt. Kurset er således ikke en “stroppetur”.
Men husk, at fjeldene ikke bliver lavere, fordi man er i dårlig form :).
Du lærer bl.a. om:
Turplanlægning
Turledelse
Fjeldsikkerhed
Orientering
Gruppedynamik
Ernæring
Vejret i fjeldet
Turudstyr
Vandring i forskelligt fjeldterræn
Krydsning af elv
Lejrliv
Leave-no-trace
Fiskeri efter aftensmaden
Forudsætninger
Fjeldgruppen forudsætter, at du ved kursets start er komfortabel med at sove i telt samt med at lave mad og spise ude. Du skal kunne pakke din rygsæk selv og kunne håndtere, at vi kan blive våde på en lang dag med regnvejr.
Du skal :
Være fyldt 18 år
Være let øvet i at bruge kort og kompas (vi træner videre på kurset)
Være i fornuftig fysisk form. Dvs. at du kan bære din egen rygsæk med noget fællesudstyr i (ca. 15-17 kg) ca. 15 km om dagen.
Er du ikke helt dér endnu, kan du med fordel tage på Fjeldgruppens Fjeld- og Vildmarkskursus, der giver dig værktøjerne til at komme godt i gang med turlivet.
OBS:
Grundet rejsetiden, skal du afsætte weekenderne i begge ender af kursusugen. Endelige afrejse og hjemkomsttider tilgår.
Det er muligt at møde til selve kursusugen i enten København eller i Frederikshavn.
Pris:
7000,- inkl. færge, transport i Norge, undervisningsmaterialer, kort og mad.
Er du medlem af DDS/KFUM ydes en rabat på 1000,-
Der ydes yderligere 500,- i rabat på din tilmelding, hvis den er os i hænde senest 1. februar
Der udsendes deltagerbrev ca. 14 dage før for-weekenden.
Kursusperiode
Forweekend: 3.-5. maj
Kursus: Uge 26 (begge weekender inkl.)
Tilmelding senest: 1. april 2024
Sted
Lokation for forweekenden: Tilgår.
Mødested for kursusugen: DFDS terminalen i København eller Frederikshavn, alt efter hvor det er nemmest for dig.
Forweekenden afholdes et sted i Danmark. Kursusugen foregår i Hardangervidden Nationalpark i Norge
Kontakt til Kursusleder:
Rolf Bjørling Salomonsen – Formand@fjeldgruppen.dk
OBS!
Husk at notere dit navn og kursus i bemærkningsfeltet. Hvis du ikke selv skal betale, bedes du sende mailen videre til din kasserer. Din tilmelding er først endelig registreret, når betaling er modtaget. Har du spørgsmål vedr. betalingen, bedes du kontakte Fjeldgruppens kasserer, Berit Schultz, på kasserer@fjeldgruppen.dk.
Ledige pladser: 6