Klan- & lederevent med Uddannelsesmarked 2026
25-09-2026 20:00 til 27-09-2026 14:30
Houens Odde spejdercenter
Uddannelsesmarked
Vi glæder os til at se dig
Uddannelsesmarked og event under samme himmel
For alle klanspejdere, ledere og bestyrelsesmedlemmer
Masser af ny viden – og masser af fleksibilitet!
NYHEDER og ændringer i programmet:
- 14.9.2026 kl. 12:00: Data trækkes nu, så vi kan arbejde med dem. Eventuelle ændringer og tilføjelser fra nu registreres IKKE. Er det vigtigt, er du velkommen til at skrive til bmo@ddds.dk.
- 26.8.2026: Fredag kl. 20:30: Fællessang med Andreas Nilsson, som har klaver og sangbog med
- 23.8.2026: Fredag kl. 20:30: Se jeres spejdergruppe med nye øjne (v/ Mads Møller Pedersen)
- 11.5.2026: NYT MODUL tilføjet søndag kl. 11:30: Syng og leg dig gennem Spejderideen med Gitte og Marie 🎶
- 4.5.2026: Moduler er åbne for tilmelding - og du vælger i Medlemsservice (link til højre)
- 9.11.2025: Tilmelding er åben, og her kan du løbende følge med i, hvad der udbydes
Vi sætter rammerne, der giver rum for fordybelse og udvikling af de færdigheder, der betyder allermest for den enkelte leder. Det er nu, du har muligheden for at skabe din helt egen røde tråd i din lederuddannelse, uanset om dit udgangspunkt er at lære helt nye færdigheder fra bunden, eller genopfriske og fordybe dig yderligere i de mange spændende emner, som tilbydes.
Om du er erfaren eller helt ny leder, klanspejder eller bestyrelsesmedlem har vi noget, som passer til dig, dine behov og dine ønsker. Sammensæt et individuelt program - og uanset om hele gruppen er af sted på kursus sammen, eller om du ankommer alene, vil vi i teamet gøre vores bedste for, at du skal føle dig velkommen!
Allerede fra fredag aften er der spejderhygge og natmad - og du er meget velkommen!
(Der er flere tog til Kolding station fredag aften - og vi henter dig gerne)
Fredag kl. 20:30 kan du vælge mellem oplæg, fællessang eller "bare" spejderhygge i Samlingsteltet eller på området.
Lørdag og søndag kan du vælge blandt de mange moduler, som vi tilbyder på markedet. Modulerne varer 2, 4 eller 8 timer, og du bliver klogere på netop det, der interesserer dig, og giver mening i dit spejderarbejde. Få nye inputs og inspiration til arbejdet med spejderne, og skab nye kontakter i pauserne og på modulerne.
De topmotiverede instruktører sætter rammerne om din markedsplads, og køkkenet sørger for god energi til at kapere de mange inputs og nye indtryk. Sammen sikrer vi gode spejderoplevelser, ny viden, erfaringsudveksling og ikke mindst suset af at være mange klanspejdere, ledere og bestyrelsesmedlemmer på kursus samtidig.
Klanspejdere møder en masse andre i samme aldersgruppe, og kan naturligvis også vælge helt frit blandt alle mulighederne.
Alle ledere kan få et boost til de ugentlige møder med lige dét, den enkelte har brug for.
Der er flaghejsning og morgensamling lørdag kl. 8:40 og modulerne kører fra kl. 9:00.
Moduler
Du vælger moduler herunder. Se PROGRAM og indhold her:
Se den samlede oversigt her (åbner i nyt vindue).
Pris:
Medlemsservice viser den aktuelle pris, efterhånden som du vælger moduler og/eller overnatning:
Kr. 875,- for op til 3 moduler og kr. 1.350,- for flere moduler og/eller overnatning (+ kr. 25,- pr. overnatning).
Bemærk, at beløbet for overnatning er "teknisk" uden sammenhæng med den pris for hytteleje, som er angivet på fakturaen (som benyttes til at søge tilskud).
Din gruppe betaler normalt for denne uddannelse - og mange kommuner yder jo tilskud til store dele af uddannelsen som frivillig spejderleder!