Sommertogt 2026: Forhåndstilmelding
30-01-2026 11:26 til 31-01-2026 23:26
4. Hvidovre Søspejder Gruppe
Trop, Klan, Aktive Klan
Kære tropsspejdere, klanspejdere, kommende klaner og kommende tropsspejdere, ledere, forældre m.fl,
Vi skal til sommer på et større sommertogt med kurs mod fjernere kyster end der, hvor vi normalt kan sejle til - derfor lader vi svendborgjollerne blive i Hvidovre og sejler afsted i vores to omegaer Ikaros og Pnyx, spejderskibet Ran og galeasen Skibladner II i samarbejde med FDF Københavns Søkreds (læs mere om dem her: https://fdf.dk/skibladner/). Vi sejlede med Skibladner en aften i maj 2025.
Vi er efterhånden mange spejdere både i klanen og i troppen, og derfor skal vi være sikre på, at vi har både nok til alle, der vil med. Derfor skal du senest 31. januar tilmelde dig hvilke uger, du regner med at kunne deltage på sommertogt 2026 (dvs ikke sidste aften, kun hele uger). Det drejer sig om:
Togtets uge 1: Uge 31, lørdag 25/7 til lørdag 1/8
Togtets uge 2: Uge 32, lørdag 1/8 til lørdag 8/8
Obs: Det er ikke muligt at på- eller afmønstre togtet andre dage end på skiftedagen: Lørdag d. 1/8, et sted i Sønderjylland, Nordtyskland eller evt det sydfynske øhav. Man kan altså ikke deltage halvanden uge eller hoppe på togtet senere, kun enten uge 1 eller uge 2 eller (selvfølgelig!) begge hele uger.
Denne forhåndstilmelding er ikke bindende, men den tjener det formål, at vi kan se, om vi skal have spejderskibet Ran med eller ej. Den endelige, bindende tilmelding bliver sendt ud i løbet af foråret, formentlig i april.
Vi kender endnu ikke den endelige pris for togtet. Den afhænger nemlig af 1) hvor mange der skal med på turen (bl.a. om vi skal have RAN med eller ej - hvis vi er flere bliver det billigere) 2) om vi får fondsstøtte til turen. Det arbejder vi på. Vi har ofte held med fondsansøgninger, men det kan vi af gode grunde ikke vide på forhånd.
I skal dog forvente, at togtet bliver dyrere end vores normalt ret billige ture. Maxprisen bliver 3300 kr (1650 kr. per uge, hvilket i øvrigt svarer til prisen for en uge på sølandslejr), men vi forventer at prisen kommer ned på omkring 2500 kr. for 14 dage (1250 per uge).
Til dig, der er forældre: Vi laver som altid et forældremøde om sommertogtet for alle forældre til tropsspejdere. Her kan I stille spørgsmål, høre om togtplanen, en typisk dag på sommertogt mm. Forældremødet er mandag d. 1. juni kl. 18.15-ca. 19.30 (mens troppen er på vandet).
Til dig, der er tropsspejder: Vær opmærksom på, at du skal deltage flere dage til forårsklargøring for at komme med på sommertogt. Se troppens årsplan for datoer til forårsklargøring og kontakt tropsledelsen, hvis der er problemer. Så kan vi sammen finde en løsning.
Til dig, der er ulv og rykker op til troppen til standerhejsning i maj 2026: Du kan tilmelde dig én af ugerne på årets sommertogt. Du kan selv bestemme hvilken uge;) Du skal også tilmelde dig her i forhåndstilmeldingen.
Til dig, der er klanspejder/en del af juntaen: Husk at skrive i kalenderen, at vi laver for-sommertogt i uge 30, fordi vi skal have sejlet klanbådene til Svendborg, hvor det fælles sommertogt starter. Du kan allerede nu indikere her i forhåndstilmeldingen, at du vil være med til det! Så planlægger vi, der vil med, sammen for-sommertogtet. Obs: Kun for klanspejdere.
I er som altid velkomne til at skrive til tropsledelsen, hvis I har spørgsmål eller andet, vi skal vide.
Vi glæder os!
Mange hilsner
Tropsledelsen, klanledelsen og teamet på Skibladner