Spejdernes Lejr 2026

18-07-2026 09:00 til 26-07-2026 15:00

Claus Nar Gruppe

Claus Nar Gruppe, Præstemose Flok (Familiespejd), Fiskebæk Flok (Claus Nar Mikro), Storebjerg Flok (Claus Nar Mini), Mosefolket (Claus Nar Junior), Gretesholm Trop

Kære Spejdere og Spejderforældre i Claus Nar Gruppe

I sommeren 2026 er der Spejdernes lejr d. 18.-26. juli i Hedeland ved Roskilde

Spejdernes Lejr er en fælles spejderlejr for de fem spejderkorps i Danmark. Tilsammen bliver vi 30.000 spejdere, når vi mødes i Hedeland. Det bliver med andre ord Danmarks største spejderlejr. En lejr, som dit barn ikke må gå glip af! 

På Spejdernes Lejr bor spejderne i telt, sover i sovepose og laver mad over bål. Alt sammen sammen med de andre spejdere fra gruppen – og så 29.925 andre spejdere! I løbet af lejren er spejderne på aktiviteter rundt på den store lejr sammen med deres spejderkammerater hjemme fra gruppen, andre spejdere fra hele Danmark – og endda spejdere fra andre lande. I alt byder lejren på cirka 200 forskellige aktiviteter.

På Spejdernes Lejr kommer dit barn til at opleve spejderlivet, når det er allerbedst. Det er nemlig noget helt specielt, når 30.000 spejdere er samlet på den samme lejr. Lejrområdet er lidt større, end man er vant til hjemmefra, lejrbålene foregår på en kæmpe scene og aktiviteterne er lige det sjovere og noget lidt andet, end man plejer at opleve på andre spejderlejre.

Det er en oplevelse for livet. En oplevelse, som vil sidde i kroppen i mange år bagefter. Her oplever du som spejder et meningsfuldt fællesskab og ser resultatet af mange spejdere, som arbejder sammen for et fælles mål - for en god og sjov lejr!

Lejrens tema vil være “Alle ind i fællesskabet”. Det sætter fokus på at spejdere mødes på tværs af alder, landsdele og erfaringer. Det handler om at være nysgerrige på hinanden, at tage ansvar for fællesskabet, få nye perspektiver og give plads til både de store fællesskaber og de små øjeblikke.

Spejdernes lejr 2026 er i fællesskab arrangeret af de fem spejderkorps: Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne i Danmark, De Grønne Pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig.

Hvor skal vi så bo?

Spejdernes Lejer er delt ind i en række underlejre, hvor grupper fra de forskellige kommuner ligger sammen. Det betyder, at vi i Claus Nar Gruppe kommer til at ligge i samme underlejr som alle de andre spejdere i Furesø kommune. Underlejren er delt ind i nogle mindre lejrpladser hvor vi har vores egen lejrplads hvor vi bor sammen hele gruppen. Det vil sige, at spejderne vil være sammen med dem, de kender fra vores fælles gruppeture. Det er også denne lejrplads, hvor spejderne sover, spiser og hygger sig sammen med de andre fra gruppen. De almindelige dagligdagsting, som spejderne kender fra vores gruppeture kommer også til at foregå her på vores egen lejrplads.
Lejren er inddelt i 4 underlejre, som hver især rummer forskellige særlige oplevelser:
 - Underlejr Havet
 - Underlejr Landet
 - Underlejr Byen
 - Underlejr Skoven


Hvornår skal vi af sted?

Spejdernes lejr finder sted fra lørdag d. 18. juli til og med søndag d. 26. juli 2026.

Familie, Mikro og Mini spejdere deltager fra torsdag d. 23. – søndag d. 26. juli (3 lejrdøgn).

Junior og Trop deltager fra lørdag d. 18. – søndag d. 26. juli (8 lejrdøgn).

 

Hvad koster det?

For Junior og Trop er prisen for deltagelse 2000 kr.

For Familie, Mikro og Mini spejdere er prisen for deltagelse 900 kr.

Med i prisen er transporten til og fra lejren, mad og alle aktiviteter og events i løbet af lejren. På nuværende tidspunkt beder vi om en forhåndstilmelding – den er at finde på forsiden af clausnar.dk – ved forhåndstilmelding opkræves 300 kr. – resten opkræves i marts og maj måned (Familie, Mikro og Mini: 600 kr. i marts. Junior og Trop: 750 kr. i hhv. marts og maj). Tilmeldingen er bindende efter d. 30. marts 2026.

For familiespejdere gælder: Der kan deltage én forældre uden beregning – men som deltagende forældre er man med som leder og hjælper i fornødent omfang. Der vil også blive indhentet børneattest for deltagende familiespejder forældre (lovkrav)

(Den officielle pris for deltagelse er hhv. 2600 og 1690 kr. – men pga. tilskud er deltagerprisen sat til hhv. 2000 og 900 kr. – ca. 225 kr. pr dag.)

Tilmeldingsfrist den 26. februar 2026, hvor vi samle alle tilmeldingerne og melder gruppe til samlet.

Hvor får jeg flere informationer om lejren?

På https://spejderneslejr.dk/ kan du se meget mere om lejren. Du er også velkommen til at tage fat i lederne, hvis der skulle være nogle spørgsmål. Vi glæder os meget til en rigtig god lejr fyldt med sjove og gode spejderoplevelser på Spejdernes Lejr 2026.

Spejderhilsner

Lederne i Claus Nar


Pris: 300,00
Samlet antal pladser: 100
Ledige pladser: 49

Tilmelding til dette arrangement lukker 26-02-2026 23:59

Hvor

Frederiksborgvej 57
3520 Farum
Danmark
kontakt@clausnar.dk

Tidspunkt

Fra 18-07-2026 09:00
Til 26-07-2026 15:00

Arrangør

Claus Nar Gruppe